Luc Besson et le grand bleu

af Martin Sundstrøm - 9.december 1997.
Der var intet, der tydede på, at Luc Besson, født 1959 i Paris, skulle ende som filminstruktør, mens han voksede op tæt ved den franske riviera. Snarere som dykker. Han brugte al sin tid på at dykke og lege i Middelhavet. Han kunne stå på vandski, da han var fire. Men kærligheden til havet var heller ikke noget han havde fra fremmede, hans far var vandskilærer og dykkerinstruktør og hans mor dykkerinstruktør. Men en dykkerulykke i syttenårsalderen, som forhindrede ham i al fremtidig professionel dykning, gjorde, at Besson måtte ændre sine fremtidsplaner.
Han begyndte at fotografere og siden blev interesseret i film. Og efter intense overvejelser i et års tid besluttede han sig så for at satse hundrede procent på film. Han begyndte at eksperimentere med super-8 mm film, og gjorde alt hvad han kunne for at komme ind i filmens verden. Efter han havde været involveret i produktionen af kortfilmen Court Circuit, rejste han i 1978 som nittenårig til Hollywood for at prøve lykken. Han kom til at arbejde på filmen Revenge of the Maxwell Smart Show, og blev der i tre år.
Da Besson kom tilbage til Frankrig, slog han sig ned i Paris og begyndte at lave sine egne kortfilm på 16 mm og 35 mm og grundlagde sit eget produktions selskab "Les films du dauphin". Navnet kom sig af hans livslange fascination af havet og dets delfiner. Det var en oplevelse som tiårig, hvor Besson for første gang mødte en fri delfin i havet og svømmede med den, der blev starten på hans fascination af delfinernes indbydende væsen.
Efter tre års studier som filminstruktørassistent og en prisbelønnet kortfilm lavede han i 1982 sin første spillefilm Le Dernier Combat. Den blev en stor filmpris-succes. Han fik blandt andet to af de bedste priser på Avoriaz Science Fiction Film Festival, men publikum udeblev. Men det gjorde de ikke ved hans næste film Subway fra 1985, selvom kritikkerne ikke kunne lide hans forsøg på at lave en let film.
Men i 1988 kom Le Grand Bleu så. Med den fik han både succes hos kritikkerne og publikum i Europa. Men ikke i England og USA, hvor de amerikanske distributører ikke kunne lide slutningen og klippede en anden ind.
Det der adskilte Le Grand Bleu fra Bessons første film og som tiltrækkede publikum og anmeldere var dens sjæl. Filmen havde et eller andet udefinerbart over sig. Det var til dels dens selvbiografiske natur, der gjorde den mere troværdig og elskværdig. Filmen handlede om Bessons egen fascination af havet, og indeholdte et stort humanistisk budskab, i form af dens portrættering af delfinernes væsen og simple livsstil; de leger, spiser, sover og elsker. Noget som menneskene kunne lære meget af.

Til venstre ses Jean-Marc Barr sammen med virkelighedens Jacques Mayol og Jean Reno. Til højre ses dykkerne i "Le grand bleu". Dykkeren mellem japaneren og Reno er Luc Besson.

Filmens hovedperson fridykkeren Jacques Mayol er autentisk, og Besson så ham for første gang som ung i en italiensk undervandsfilm. Det var denne film og hans eget kompliceret forhold til havet og delfinerne, som inspirede ham til at lave Le grand bleu. Mayols søn er i øvrigt også fridykker og rejser hele verden rundt til konkurrencer som søn af en legende.
Luc Bessons skildrer Mayol i filmen som en delfin, der er født som menneske og som derfor har en utrolig længsel mod havet som er så stor, at han til sidst forlader denne verden for at blive en del af delfinernes.
Denne skildring vidner om Bessons eget utrolige lidenskab til havet, og man kan knap nok begynde at forstå, hvor meget han blev nødt til at give afkald på, da hans egen dykkerkarriere blev ødelagt.
Pipen, indehaveren af verdensrekorden i fridykning i "No Limit"-kategorien.

I virkelighedens verden findes forskellige former for fridykning. Fridykning med konstant vægt og "No limit" fridykning. Den første slags fridykning er ren dykning, hvor man ikke har nogen hjælpemidler. Man svømmer selv ned i dybet og op igen. I "No Limit" kategorien bliver man trukket ned med en wire, ligesom i Le Grand Bleu, og kommer op til overfladen igen ved hjælp af en luftballon. Verdenrekorden i "No Limit" klassen indehaves af Francesco "Pipin" Ferreras. Han ligger i konstant konkurrence med italieneren Umberto Pellizari. Pipens rekord er på 133,2 m. og blev sat 26. november 1996 i bugten til Cabo San Lucas. Til sammenligning kom Jacque Mayol fra Le Grand Bleu i sin tid ned på 105 m. Pipen er 18 dobbelt verdensmester.

Mehgan Heaney-Grier, indehaveren af den amerikanske rekord i fridykning med konstant vægt.

I dag indehaves fridykningsrekorden med konstant vægt af cubaneren Alejandro Ravelo og er på 239 ft, svarende til små 70 meter. Den blev sat i august 1997 ved Sicilien i Italien. Den forrige rekord have Umberto Pellizari.

En af de bedste kvindelige fridykkere er den kun 21-årig amerikanske pige Mehgan Heaney-Grier. Hun kom ligeledes i agust 1997 ned på en dybde af 165 ft, cirka svarende til 50 meter. Men hun dyrker kun ren fridykning, hvor man som sagt selv svømmer ned og op.